Speedway stjernen: Tai Woffinden

"Vi flyttede til Australien da jeg var lille, og jeg var et rimelig vildt barn. Jeg gjorde alle mulige sindsyge ting, som man ikke burde gøre på min alder. Jeg har altid søgt de lidt mere spændende/farlige ting - og søgt efter at få et adrenalin kick. Jeg kom altid hjem med sår og blå mærker, og mine forældre tænkte altid ´ikke igen!´".

"Jeg startede med Speedway, fordi min far kørte Speedway, da vi boede i England, og han kørte på et rimeligt niveau, men blev aldrig den bedste i verden. Han lærte mig det, og jeg blev god til det. Det kom til et stadie, hvor jeg egentlig var så god, at jeg kunne gøre det til en karriere.

"Vi havde ikke så mange penge, så jeg fik valget mellem at deltage i Australian Under-16 mesterskabet, eller en flybilltet til England, for at prøve mine evner af. Min far vidste, jeg kunne noget helt specielt, så han sagde ´du er nødt til at tage til Europa, og få et job´.

"Så lige så snart jeg blev 15 år, pakkede mine forældre vores liv sammen i Australien, og vi flyttede tilbage til Scunthorpe, så jeg kunne blive professionel. Vi boede i en campingvogn, fordi alt handlede om min karriere. Så vi tog en stor chance. Én dag er man på stranden i Perth, den næste bor man i en campingvogn i det kolde England.

"Da jeg var barn, var tanken om at flytte til Europa for at køre Speedway - fantastisk. Det lød så meget sjovere end at være på stranden hver dag. Når jeg tager tilbage til Australien som voksen, så kan jeg godt se, hvor heldig jeg har været, og jeg prøver at nyde det hvert minut. Men jeg ville selvfølgelig aldrig gøre det om. Jeg er meget taknemmelig for, at mine forældre ofrede det, de gjorde".

Speedway har ligaer i hele Europa på forskellige niveauer, og det var i den laveste række af British League Racing, Conference League, Tai startede sin karriere.

Han siger: "Da jeg startede med at køre, blev det ret nemt for mig. Hvor end jeg gik hen vandt jeg løbene, og jeg blev ved med at blive bedre. Jeg startede fra bunden og smadrede det hele, gik en række op og smadrede det. Så røg jeg til den bedste række og blev ved med at score point - jeg troede, det var nemt!

"Når alt du kender til er success, så rammer det ekstra hårdt, når man bliver slået tilbage. På et eller andet tidspunkt, ville jeg møde modstand - ingen kan gå igennem en karriere kun ved at vinde. Men det vidste jeg ikke dengang. Der var jeg ung, og mente jeg kunne klare alting.

"Jeg troede, at jeg kunne blive ved med at blive bedre, og rykke op i rækkerne - og at ingen kunne røre mig. Det var mit mindset".

De uundgåelige bump på vejen kom i 2009, da hele Tais liv ændrede sig.

Hans far, Rob, havde så stor en personlighed, at han kunne lyse et helt rum op, når han trådte ind. Han var en livlig, jordnær mand, som alle ønskede at kende. Han var også Tais mekaniker, hans fortrolige, hans lærer og hans mest loyale allierede.

Hans pludselig diagnostisering af uhelbredelig kræft ramte derfor Tai hårdt. Han var 19 år, ved at udvikle sig som sportsstjerne, og nu skulle han til at leve resten af sit liv uden sin far.

"Ingen ved, hvor forfærdeligt det er at stå i sådan en situation, før man har prøvet det. Det er den værste følelse. Man er hjælpeløs, og har et timeglas, som er ved at rende ud foran sig hele tiden.

"Min far var rimelig pragmatisk omkring det hele. Han vidste han havde omkring ni måneder tilbage, så for os var det mere et ´OK. Hvordan får vi det bedste ud af den sidste tid?´

"Han var med mig alle steder, hvor han kunne, det år. Hvert eneste løb jeg havde, så var han med mig. Han tog det hele ind, og vi brugte rigtig meget tid sammen. Vi var uadskillige, og det var skønt at vi fik den tid sammen - og altid vil have den tid sammen".

Rob døde i 2009, og få måneder efter blev Tai tilbudt en plads i Speedway Grand Prix-rækken. Fire år efter sin debut, fik han muligheden for at køre i den højeste række.

"Før min far døde, bad han mig om ikke at takke ja til en plads i Speedway Grand Prix. Han sagde ´Tai, du må ikke gøre det. Det er for tidligt for dig, og du er ikke klar´, men jeg troede, jeg vidste bedre. Jeg fik point alle steder, og troede jeg kunne gøre det samme i GP-rækken, men min far havde ret," fortæller Tai.

Han fortsætter: "Jeg var overhovedet ikke klar, jeg hadede det. Jeg savnede min far, jeg fik ingen point i GP-rækken, og det påvirkede mig. Det resulterede egentlig i, at jeg blev sur. Tog ud efter hvert løb og festede smerten væk. Det var mit liv.

"I slutningen af året var jeg 50/50 på om jeg skulle fortsætte med at køre, eller bare pakke helt sammen. Ligemeget hvor jeg tog hen var der 50-60 mennesker, som sagde ´vi er så kede af at høre om din far´, og jeg havde fået nok. Jeg havde ikke engang haft tid til at sørge over ham, fordi jeg var røget direkte i GP-rækken, og jeg ville bare tilbage til Australien, for at komme væk fra det hele.

"Men der skete noget de sidste måneder af sæsonen. Jeg så en sportspsykolog, og pludselig faldt det hele i hak for mig. Jeg elskede at feste og al det, men jeg vidste også, at hvis jeg ville noget med min karriere, så var jeg nødt til at ændre det, og falde en smule til ro".

I forhold til comebacks, så passer Tais historie perfekt på det. Han tabte sig, fandt fokus og kom tilbage. Han begyndte at samle point i løbene, og da han i 2013 fik en plads i VM-rækken - så var han klar.

Ingen, ikke engang Tai selv, vidste hvor klar han var. I starten af sæsonen var han en betting underdog til at vinde titlen, 500/1, et væddemål man ikke ville bruge en krone på. Han var der for at lave rod i rækkefølgen, måske ville han snige sig ind i top 10, men ligefrem vinde verdensmesterskabet?

"Jeg kom til et stadie det år, hvor jeg bare troede på dét, men der var også øjeblikke, hvor jeg var bange for at ødelægge det hele. Jeg brækkede mit kraveben to gange det år. Den anden gang var i 2. sidste runde, og jeg vidste, hvis jeg trak mig, så ville drengene bag mig have en chance for at overhale mig point mæssigt.

"Jeg prøvede at fortsætte løbet, og scorede nok point til at være foran de andre, og det var der, jeg vidste, at jeg måtte gøre det. Vinde det hele. Jeg kan huske, at jeg sagde på TV, at den britiske nationalsang ville være den, som skulle spilles til slut på året - så selvsikker var jeg!

"Jeg tog direkte til min læge efter det løb, og han spurgte ´hvor lang tid er der til næste løb?´, og jeg fortalte ham, at det var om to uger. Han sagde, at jeg skulle binde min arm op, bide mig i tungen og køre det sidste løb, og så ville han fikse det efter. Da han fortalte mig det, der vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre det".

Og han gjorde det. Han blev den første britiske verdensmester siden 2000, og fandt sin plads i Speedway-historien. Han viste en utrolig forandring fra bare et par år før. Men hvad skete der så? Læner man sig tilbage og smider fødderne op velvidende, at du lige gjorde det, som virkede umuligt?

Det der adkiller de helt store sportsstjerner fra resten, er deres hungren efter mere. De helt store sportsstjerner som Tiger Woods, Michael Jordan, Valention Rossi, var aldrig tilfredse med blot at vinde en gang. Deres evige ønske om at skrive sig ind i rekordbøgerne er, hvad der adskiller dem fra resten. Vind - og vind igen.

"Selvom jeg ikke gik ind i sæsonen med en forventning om at vinde, så gjorde jeg det, og jeg vidste, at jeg ville kunne gøre det igen. Det var ikke bare en følelse af ´Jeg gjorde det, nu kan jeg stoppe lykkelig´. Jeg nød det - men jeg ville gøre det igen.

"Motivationen er en del af mig. Alt jeg gør, vil jeg være den bedste til. Alt. Når jeg kører, så opstiller jeg et lille løb med mig selv. Hvor hurtigt kan jeg nå til det næste vejskilt, kan jeg overhale ham foran mig inden broen etc. Når jeg er i lufthavnen, så løber jeg om kap med de andre igennem security; hvem kan gøre det hurtigst? Det er bare sådan, jeg er.

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg vil bare vinde alting. Så da jeg fik følelsen af, hvordan det var, at være nummer et, der vidste jeg, at det ville jeg gøre mange gange igen".

Det er ikke svært at spotte Tai i en stor gruppe af mennesker. Han er måske ikke den højeste, men han gør sig bemærket. Hans mørke hår, som enten er den gode mullet-frisure, eller helt karseklippet. Hans skæggede smil, ear-stretchers og tatoveringer som dækker 75% af hans krop.

“Ah mine tatoveringer! Der er en sjov historie bag dem. Da jeg var 14 år, ville jeg gerne have en tatovering og mine forældre sagde ´OK. Hvis du gør det godt, når du starter med at køre i England, så får du en´, så da jeg var 15 år, og scorede gode point, så fik jeg min første tatovering.

"Så en vinter, da min mor skulle rejse til Australien, var jeg begyndt at få en del flere tatoveringer. Inden hun tog afsted sagde hun ´Tai, lad være med at få på dine hænder og hals´. Hun tog afsted, og to uger senere sendte jeg et billede af mine hænder og hals- fyldt med tatoveringer. Hun var ikke specielt glad!

"Nogle af dem betyder noget, nogle af dem gør ikke. Jeg har fået en del personlige tatoveringer, men der er også mange af dem, som ikke betyder noget. Der kan jeg bare godt lide udtrykket og designet. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg har så mange flere ting, som jeg gerne vil have lavet. Jeg skal bare lige finde tiden til det. Nogle gange, når jeg ser et frirum i min kalender, så kommer min tatovør, Ronnie, hjem til mig, og så laver vi et lille dagsstudie. Smerten er fin, jeg er bare ikke så god til at vente. Jeg er så utålmodig!

"Det er bare sådan, jeg er. Jeg elsker dem, og jeg tænker ikke så meget over det".

Efter hans store sejr i 2013 ekskploderede Tais profil i England. Alle ville have et stykke af mirakel manden.

Derudover er der hans sejr i 2016 og i 2018, som kun boostede folks interesse i Tai. Og med ekstra opmærksomhed kommer mere kontrol.

Og hvis du kender Tai, så ved du også, at det at bide sig selv i tungen ikke kommer nemt til ham!

"Jeg kan godt lide at have en større profil i sporten, men det betyder ikke noget, hvis ikke jeg vinder. Jeg får anerkendelse fordi jeg vinder, så de går vel hånd i hånd. Hvis jeg bliver ved med at vinde, så vil jeg få en større profil, og så skal jeg være endnu bedre til at bide mig selv i tungen!

"Den ekstra opmærksomhed er fin nok, men nogle gange hader jeg den, fordi det betyder, at der er så mange ting jeg ikke kan sige eller gøre. Nogle gange vil jeg gerne fortælle, hvordan jeg virkelig har det, men det kan jeg ikke, fordi så gør jeg nogle sure. Så det er ikke alt sammen nemt. Der har været så mange gange, hvor jeg har villet skrive noget på mine sociale medier, men hvor jeg har fået af vide, ´det kan du ikke, lad det ligge´.

“Selv da jeg skrev min egen bog, var jeg nødt til at slette en del efter, at mine advokater havde kigget det igennem. Med alderen er jeg blevet bedre til at holde ting for mig selv, og nu kommer jeg ikke så meget i ballade. Men jeg vil dog altid være ærlig. Hvis jeg bliver spurgt om noget, så svarer jeg ærligt, hvordan jeg har det.

"Måske når jeg engang indstiller karrieren. Så kan jeg sige lige, hvad jeg vil, når jeg kommer tilbage til Australien uden at komme i ballade for det!"

Så stort som det nu engang var, så var det ikke kun verdensmestertitlen i 2013, som ændrede hans liv. Han vil endda måske fortælle dig, at det ikke var det bedste, der skete for ham det år.

Det var i april det år, at han mødte sin kone Faye, og de giftede sig i 2016, og har nu to døtre. Hendes indflydelse på ham er tydelig for alle. Hun har været ved hans side ved alle tre verdensmesterskaber, og giver ham den stabilitet han har brug for, for at få det bedste ud af sine utrolige evner.

Tai siger: "Da jeg mødte Faye vidste jeg med det samme, at jeg ville gifte mig med hende. Og jeg var rimelig insisterende. Vi clickede med det samme, og det er nemt. Det fungerer bare.

"Hun vidste ikke engang, hvad Speedway var da jeg mødte hende, og for at være ærlig, så var hun faktisk ret ligeglad. Det var bare mit job. Da vi begyndte at lære hinanden at kende lidt mere, så forstod hun dog ret hurtigt, at det ikke var et almindeligt job. Det er seks måneder om året - på fuld skrue.

"Intet af det skræmmer hende. Hun ved, hvad det er, og indtil jeg indstiller karrieren, så går jeg ind i det 100%. Men når jeg er hjemme, så snakker vi ikke om det, vi ser det ikke. Ingenting. Når jeg er hjemme, er jeg hendes mand og faderen til vores børn, ikke Tai Speedway-køreren.

"Vi har et fantastisk liv. Vi har en ejendom, hvor vi bor i det ene hus, og Fayes forældre bor i det andet. Vi har stalde, en lille sø og så lejer vi markerne ud. Vi har massevis af heste, og det er det perfekte sted for vores børn at vokse op.

"Det har været et projekt. Vi har lavet så mange ting der, at jeg ikke engang kan fortælle dig om det hele. Vi har renoveret de to huse, jævnet hele grunden, sat nye hegn op, lavet en lille rundkørsel - alt. Vi er ikke færdige endnu, men vi nærmer os. Når det er færdigt, bliver det for fedt!

De dage hvor han drak, sloges og gjorde oprør - de er langt væk. Ti år efter hans katastrofale debut i GP-rækken er Tai tre gange verdensmester, far til to, har udgivet en best-selling biografi, vundet adskillige priser og fundet sin plads i livet.

Men det betyder ikke, at han er færdig. Langt fra...

"Det er fedt, at jeg har vundet tre verdensmesterskaber. Hvis jeg indstillede karrieren imorgen, ville jeg være tilfreds med det, jeg har opnået. Men, hvad skulle jeg så? Jeg ved, jeg er god til det, jeg er god til at køre Speedway, så jeg er nødt til at få det meste ud af det. Imens jeg stadig er aktiv kører, så vil jeg være den bedste i verden. Det er det, der motiverer mig. Når jeg engang er stoppet med at køre Speedway, så vil jeg kunne kigge tilbage og vide, at jeg gav mig selv chancen for, at være den bedste.

"(GP rivalen og tre gange verdensmester) Nicki Pedersen sagde engang, at det sværeste er at genvinde titlen, så det er en anden motivation. Jeg har vundet tre gange, men jeg har aldrig genvundet titlen, og det irriterer mig. Jeg gider ikke vinde et år, og så ikke det andet år, og fortsætte sådan igen og igen. Det pisser mig af!

"Det er hårdt at vinde titlen som verdensmester, og det er derfor også kun ganske få, der vinder den. GP-rækken er de bedste kørere i verden, og alle er på toppen af deres karriere, og er kommet for det samme som dig.

"Jeg ved, jeg har et godt team, og jeg ved, hvor hårdt jeg kæmper for det, men jeg ved også, at det ikke er nok til at vinde. Da jeg vandt mit første titel begyndte jeg måske at sløse en lille smule. Men det fik mig også til at indse, at det kan man ikke, hvis man gerne vil være den bedste. I år vil jeg arbejde endnu hårdere end sidste år, og næste år - så arbejder jeg endnu hårdere.

"Jeg vil være den bedste nogensinde i Speedway. Rekorden for flest verdensmester titler er syv. Jeg har tre, så der er et stykke endnu - men jeg vil forsøge. Det er hvad der motiverer mig - det at gøre noget, som ingen nogensinde, har gjort".

Lad være med at bruge tid på at sige ham imod. Han gør det måske en dag..